Sådan bygger man bedst til mobile platforme

Anbefalingen var enkel fra Asger Højen Danielsen fra Rambøll og Michael Bach Petersen fra In2media.
– Enkelt og agilt, sagde de.

Asger_Hojen_danielsen_connect_digitaliseringsmessen_Odense_2013.jpg

Asger Højen Danielsen fra Rambøll.

Ifølge en undersøgelse, som In2Media har foretaget, har 26,5 procent af landets kommuner i dag en mobiloptimeret version af sin hjemmeside. Desuden har 12,2 procent af landets kommuner udviklet en app med indhold fra hjemmesiden.
– Antallet af besøg på kommunale hjemmesider er fordoblet i løbet af 2012, fortalte Michael Bach Petersen.
Samtidig passerede antallet af solgte tablets i oktober 2012 antallet solgte bærbare computere.
– Det er tydeligt, at danskerne foretrækker tablets, når de surfer på nettet, hvilket en undersøgelse fra Eniro fra 2013 også viser, sagde Asger Højen Danielsen.

Indtænk mobil

Asger Højen Danielsen og Michael Bach Petersen talte under overskriften ”Sådan får I indtænkt de mobile og sociale muligheder i borgerservice og forankret i organisationen”.
Så hvordan bygger man de bedste mobile platforme i den kommunale sektor?
– Vi ser, at der er stor forskel mellem dem, der har en strategi og dem, der bare vælger og prøver, sagde Michael Bach Petersen og fortsatte:
– En rigtig vigtig del, når man lige er begyndt eller lige skal til at gå i gang med mobile og sociale initiativer, er at forklare og forankre projekterne internt.

Ny teknologi skaber forandringer

Hvis man tilfører en virksomhed et nyt stykke teknologi, så skaber man forandringer.
– Det hænger sammen alt sammen og det er vigtigt, at man forstår fra begyndelsen, hvilke krav denne forandring stiller til organisationen, sagde Asger Højen Danielsen.
Derfor mener de to, at det er vigtigt at skabe en strategi, en handlingsplan, og så at sikre, at man har den fulde støtte fra ledelsen.
– Forhold jer til de platforme og den infrastruktur, I har. Hold alting enkelt og agilt, sagde Asger Højen Danielsen.
– Og glem ikke markedsføringen og udrulningsplanen. Mobile løsninger er svaret på meget, men ikke på alt. Der vil være flere kanaler i fremtiden, afsluttede Michael Bach Petersen.