Digitalisering kræver samarbejde og dialog

Tæt på 2.000 mennesker besøgte dette års Digitaliseringsmesse i Odense, Danmarks største event for offentlig digitalisering. Næsten hundrede kommuner, en række statslige institutioner og op mod hundrede private leverandører var på plads.

Jorgen_Kristensen_Rasch_connect_digitaliseringsmessen_Odense_2013.jpg

Jørgen Kristensen Rasch, formand for Kit@ og digitaliseringschef i Egedal kommune, indledte dagens program på hovedscenen.

Den årligt tilbagevendende messe understøtter det fællesoffentlige mål om øget digital kommunikation ved at sætte fokus på digitale løsninger og effektiviseringsmuligheder i kommunerne. Messen er en platform for vidensdeling mellem leverandører, udviklere og chefer, ledere og medarbejdere i kommunerne.
Jørgen Kristensen Rasch, formand for Kit@ og digitaliseringschef i Egedal kommune, indledte dagens program på hovedscenen.
– Hvis digitaliseringen skal løfte den offentlige sektor, skal vi først lytte og forstå borgerne. Vi skal sætte os ind i hver enkelt persons situation og forstå, hvad de får ud af dette – hvad betyder dette for mig, for min mor eller for nogen med særlige behov, sagde han.

Behov for politisk opbakning

Han tog også op, hvor vigtigt det er med opbakning – at alle er med på idéen med fællesoffentlig digitalisering.
– Vi har behov for politisk opbakning over partigrænserne. Vi skal også forstå, at ting og sager kan gå galt. Medierne vil rase og borgerne bliver vrede, når noget går galt, sagde Jørgen Kristensen Rasch, som dog mener, at kritik aldrig skal være en bremseklods for borgernes og samfundets bedste.
– Ellers skal vi kæmpe med quick fixes og hjemmelavede løsninger. Så kan vi aldrig løse det egentlige problem – at bygge et nyt og bedre velfærdssamfund.

Samarbejde og dialog

Digitalisering er den største udfordring for den offentlige sektor – og den største forandring for borgerne i det moderne samfund. Det kræver samarbejde og dialog.
– Vi skal inspirere hinanden og dele vores kreative idéer, sagde Jørgen Kristensen Rasch.