Det er tid til at kigge fremad

– Vi skal revolutionere den offentlige sektor gennem digitalisering. Strategien er lagt og infrastrukturen er skabt. Nu skal vi have alle processer til at fungere, sagde Lars Frelle-Petersen, direktør i Digitaliseringsstyrelsen, når han talte på Digitaliseringsmessen i Odense.

Lars_Frelle_Petersen_1_connect_digitaliseringsmessen_Odense_2013.jpg

Lars Frelle-Petersen, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.

”Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi har sat en række ambitiøse mål for tiden frem til 2015, og der er dermed et stærkt politisk mandat til at digitalisere det offentlige Danmark.
Halvvejs gennem strategiens levetid er den offentlige service allerede blevet meget mere digital, men de største milepæle udestår endnu, f.eks. at alle virksomheder og borgere skal kunne modtage Digital Post samt kampagner i forbindelse med kommende bølgeplaner for digital selvbetjening.
Samtidig udvikler teknologien sig i høj fart, og borgernes og virksomhedernes forventninger til den offentlige digitale service stiger tilsvarende.” Med disse ord blev Lars Frelle-Petersen præsenteret i dagens program.

God serviceoplevelse

– Det er tid til at kigge fremad, give borgerne en rigtig god serviceoplevelse og høste frugterne, sagde han og præsenterede tre vigtige ben for at få alt på plads – implementering, brugervenlighed og kommunikation.
– Det handler om implementering af infrastrukturen. Vi har næsten alle byggestenene på plads med digital post. Digitaliseringsstyrelsen kan støtte og hjælpe her, men det er samtidig op til hver enkelt virksomhed at få det til at fungere i sin egen organisation.

Alle løsninger i mobilen

Han konstaterede også – som mange andre, der talte på Digitaliseringsmessen - at det største implementeringsprojekt lige nu er på det mobile område.
– Borgerne har store forventninger til, at alle løsninger findes i mobilen, sagde han.
Brugervenlighed og en god kundeoplevelse er mindst lige så vigtigt som den rigtige teknik og de rigtige løsninger.
– Digital service skal vare god og troværdig. Vi kan ikke opnå fælles løsninger, hvis tingene ikke fungerer og er lette at anvende, sagde Lars Frelle-Petersen.
Til sidst talte han om kommunikation og om hvor vigtigt det er, at borgerne og virksomhederne forstår, hvad der sker. Og ved, hvorfor det sker.