e-handel_PostNord.jpg

At nordisk distancehandel totalt set er vokset med lidt over 17 procent forklares langt hen ad vejen af Finland, der har øget deres omsætning med tæt på 50 procent. Flittigst til at handle på nettet eller på postordre var danskerne, mens nordmændene er dem, der bruger flest penge. Lidt over 4 procent af den totale detailhandel i de respektive lande foregik som distancehandel.
Pris og bekvemmelighed værdsættes af nordboere, der først og fremmest køber tøj og hjemmeelektronik, og i rapporten fastslås det også, at distancehandel via mobiltelefonen endnu er i sin vorden. I dag er en af fem positive, men antallet forventes at stige, fordi flere og flere anskaffer sig smart phones.

Flere netshopper i udlandet
– Nettet er et globalt marked, siger Linda Hedström, e-handelsansvarlig hos Svensk Handel, som kortlægger svenske e-handelsvirksomheders udlandssalg.
Undersøgelsen ”Sådan handler vi på nettet” belyser også svenske forbrugeres shoppingvaner på nettet.
– Det er interessant at se, at svenskernes netshopping i udlandet fortsætter med at vokse. Det er helt klart sådan, at al handel står over for en internationalisering, siger Linda Hedström.
Svenske forbrugere køber varer for ca. 1,25 milliarder svenske kroner på udenlandske netsider, hvilket i sig selv er en stigning på 67 procent siden den forrige måling. Storbyboere er de mest positive, når det drejer sig om at købe fra udlandet.
– Det, der måske er lidt mere overraskende, er, at forbrugerne i stor udstrækning oplever det som sikkert. Men samtidig tilbydes der hele tiden bedre og sikrere betalingsalternativer, siger Linda Hedström, som tror, at det er fleksibilitet og udbud, der lokker.

Sikre betalinger er nøglen
Muligheden for prissammenligninger og valutakurserne har indflydelse på, hvordan og hvor vi handler. Og en klar succesfaktor for e-handelsvirksomheder er sikre betalingsmuligheder. Majoriteten af forbrugerne benytter betalingskort.
– Har man én gang foretaget et trygt og vellykket e-handelskøb, er sandsynligheden for, at man vælger at bestille igen, større.
Procentdelen af virksomheder, der markedsfører sig i udlandet, er også vokset. I dag har seks af ti svenske e-handelsvirksomheder salg til udlandet, en del flere end ved sidste års måling.