e-Boks løsninger i 2021
Kim Konstantin Sølbeck, Head of e-Boks solutions hos e-Boks fortalte på Smarter Communication Summit om overgangen til Næste generation Digital Post (NgDP) og nye muligheder med e-Boks Plus i fremtiden.
Danskernes foretrukne digitale postkasse
e-Boks har igennem årene oplevet massiv stigning i brugen af e-Boks til afsendelse og modtagelse af digital post, senest med 523 mio. beskeder i 2019. Med i alt 28 mio. logins hver måned og en placering som Danmarks næstmest troværdige brand (Group Caliber), placerer e-Boks sig i en position som danskernes foretrukne digitale postkasse.
e-Boks understøtter udrulningen af NgDP
e-Boks fortsætter det nære samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen og de offentlige myndigheder, selvom Netcompany vandt det seneste udbud af Digital Post. Ønsket er, at e-Boks og Digitaliseringsstyrelsen indgår samarbejde om brug af e-Boks som visningsklient, og så vil borgerne ikke opleve stor forskel, når NgDP går live. Dette mangler dog fortsat at falde på plads. Parallelt arbejder e-Boks med den videre udvikling af e-Boks Plus.
Aktiv handling med e-Boks Plus
e-Boks Plus har igennem halvandet år eksisteret som en form for parallelt serviceunivers til e-Boks. Løsningen er i hurtig udvikling. De 4.5 mio. brugere kan via e-Boks Plus i appen servicere sig selv, og den gode brugeroplevelse er i fokus i e-Boks’ arbejde med fortsat udvikling af platformen.
Dialog med slutbrugeren
Virksomheder og myndigheder, der benytter sig af e-Boks Plus i deres kontakt med kunder og borgere, vil opleve gode muligheder for interaktion og aktiv handling. I stedet for overlevering af information i et dødt pdf dokument kan de invitere brugerne til at svare på spørgsmål, deltage i undersøgelser og gå i digital dialog.
Forskellige typer services i e-Boks Plus
Allerede nu er der flere muligheder for at blive tilknyttet e-Boks Plus for både virksomheder og myndigheder:
- Link Service – link til service eller samling af links til diverse services eller informationssider
- API Service – link til landingsside med udstillet API service
- Partnerudviklet Service – partner udvikler app til e-Boks Plus universet
- E-Boks udviklet Service – e-Boks udvikler service i samarbejde med partner
Fokus på den optimale brugerrejse
I sit indlæg kom Kim Konstantin Sølbeck med eksempler på services i både realiserede og tænkte scenarier. En af de løsninger, der allerede gør gavn, er en kommuneløsning. Ved hjælp af brugervenlig navigation målrettet borgerens behov gør løsningen det enkelt at finde svar og servicere sig selv.
Tænkte eksempler på blandt andet en sundheds-service og en forsikringsguide tydeliggjorde bredden i mulighederne og understregede, at behovet er stort. e-Boks Plus kombinerer forholdsvist enkle services i en sammenhæng, hvor de indgår i den optimale brugerrejse og derved skaber værdi for den enkelte.
Sådan får du indhold på e-Boks Plus
e-Boks informerer løbende om, hvordan virksomheder og myndigheder får gavn af mulighederne i e-Boks Plus. Tidshorisonten for at implementere en service på e-Boks Plus er ganske kort. Afhængigt af, hvilken servicetype det drejer sig om, taler vi om 1-3 måneder. Som e-Boks distributør hjælper PostNord Strålfors med implementering af alle e-Boks løsninger.