Revolution i flere dimensioner

3D-print skaber forretningsmuligheder på vidt forskellige områder. Som læge kan du planlægge en operation med printede røntgenbilleder, og som opfinder kan du hurtigt lave prototyper.
– Kun fantasien sætter grænser, siger 3D-ekspert Tomas Lundström.

3D-print-2.jpg

3D-printere skaber helt nye muligheder for at sælge, planlægge og producere. Med PostNord Strålfors’ nye løsning 3D Solutions bliver det samtidig lige så nemt at bestille 3D-print som at handle i en netbutik.

For to år siden skrev vi i Smarter Communication Magazine om, hvordan 3D-printerne ville ændre verden. Allerede dengang fandtes der 3D-trykkerier overalt i USA, hvor virksomheder og organisationer kunne benytte sig af teknologien. Men i Norden var brugen af 3D-print ikke rigtig slået an – endnu. Nu er revolutionen også for alvor ved at tage fart her.

Tomas Lundström, Solutions Manager 3D i PostNord Strålfors, mener, at en væsentlig grund til, at det har taget tid i Norden, er de problemer, der har været med sikkerheden.

– Mange vil ikke sende en designfil, hvis den kan falde i forkerte hænder, siger han.

En anden grund har været vidensbarrierer. Det har indtil nu krævet viden om både CAD og materialeegenskaber at få et produkt printet, og der har kun været få trykkerier, som har kunnet håndtere bestillingerne.

Ny tjeneste gør 3D-print nemt

PostNord Strålfors lancerede i begyndelsen af sommeren sin nye tjeneste 3D Solutions for at overvinde disse hindringer. Via løsningens cloud-baserede portal kan alle og enhver bestille et 3D-print – helt uden forkundskaber. Det er lige så nemt som at handle i en almindelig netbutik. 

– Vi samler alt om 3D-print under ét tag. Vi bliver en tryg partner, som tager ansvar for hele processen, så kunden slipper for at være i kontakt med flere forskellige aktører. Man kan bestille alle typer produkter ét sted, også i certificerede materialer, der er velegnet til brug i fx maskiner eller i medikotekniske produkter.

Samtidig er sikkerheden så høj, at brugeren aldrig behøver at frygte for sine data.

– Alle data i portalen krypteres, så ingen uautoriserede kan læse dem. På den måde sikrer vi, at kunderne har fuld kontrol over deres data. Vi i PostNord Strålfors har ikke engang adgang til informationerne, medmindre kunden ønsker, at vi hjælper med projektet.

”Med 3D Solutions forener vi det digitale med det fysiske og gør det med en digitaliseret og automatiseret proces nemmere for mange virksomheder at blive en del af den fjerde industrielle revolution”, siger Tomas Lundström.

Revolutionerende muligheder

3D-printernes teknologiske egenskaber giver helt nye muligheder, som man ikke har med traditionel støbning. Den 3D-printer, som PostNord Strålfors har i sine lokaler i Rosersberg nord for Stockholm, kan for eksempel printe i seks forskellige materialer. De kan blandes i forskellige konfigurationer på dråbeniveau – altså pr. voxel, 3D-verdenens pendant til pixel. Det giver mulighed for i alt 360.000 forskellige karakteristika i materialets fysiske egenskaber. Det betyder bl.a., at man kan printe i forskellige hårdhedsgrader, fra blødt som gummi i den ene ende til hårdt som sten i den anden.

3D-printere kan også printe komplicerede geometriske former, som er svære at fremstille med støbning. Man kan printe helt transparente genstande og lave en mat eller blank overflade. Man kan i én arbejdsgang printe produkter med bevægelige dele – fx skruelåg eller briller med bevægelige stænger.

3D-print er samtidig meget billigere og hurtigere end støbning. Det er en tidskrævende proces at fremstille en støbeform, der kan koste hundredtusindvis af kroner, hvilket i praksis gør det umuligt at producere i små oplag – for ikke at tale om et enkelt eksemplar. Det bliver der lavet om på med 3D-print.

– Med 3D-print kan man ændre sit design og printe det flere gange, uden at man kommer i nærheden af, hvad en støbning koster, siger Tomas Lundström.

Mulighed for mange prototyper

Alle 3D-printernes teknologiske egenskaber giver virksomheder og organisationer helt nye muligheder. Tada Medical er en af PostNord Strålfors’ kunder. De er ved at udvikle et mundstykke, som skal køle mundhulen hos kræftpatienter, der får kemoterapi, og dermed mindske risikoen for sår og blister, der er almindelige bivirkninger. Ved hjælp af løsningen 3D Solutions har de printet flere forskellige versioner af mundstykket for at finde ud af, hvilken variant der fungerer bedst.

– For os er det guld værd at kunne producere billige prototyper. Vi har brug for fysiske produkter for at kunne prøve os frem og for at få god feedback i forbindelse med demonstrationer. Det er hurtigere og meget billigere at 3D-printe end at støbe, og det er en stor fordel for en startupvirksomhed med et begrænset budget, siger Rebecca Bejhed, teknisk chef i Tada Medical. 

Stærk salgsstøtte

Glenair Nordic er en anden af PostNord Strålfors’ kunder. De bruger løsningen til at printe kundetilpassede produkter, som de bruger som støtte på salgsmøder.

– 3D-printene giver salgsstøtte, fordi vi kan formidle vores tanker og ideer om løsningen af et problem. Det gør det meget nemmere for dem at visualisere og få en fornemmelse af, hvordan slutresultatet bliver. Det giver alt i alt en bedre diskussion med kunderne, og det er en stor hjælp i salgsprocessen, siger Filip Sandberg, Technical Sales Manager i Glenair Nordic.

Kun fantasien sætter grænser

PostNord Strålfors har også printet røntgenbilleder af knogler, som hjælper læger med at planlægge operationer. Andre kunder printer sig selv som superhelte med deres eget logo på brystet. 

– I dag er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan bruge 3D-teknologien til, siger Tomas Lundström.

3D-printere i hele Norden

PostNord Strålfors planlægger at placere 3D-printere rundt omkring i hele Norden i PostNord-koncernens eksisterende lokaler.

– Med lokal produktion tættere på forbrugeren vil vi kunne levere endnu hurtigere, og samtidig er kortere transportveje bedre for miljøet.

PostNord Strålfors udvikler samtidig betalingssystemet, så det bliver endnu mere effektivt.

– Vi arbejder på at implementere machine learning, så systemet selv optimerer alle bestillinger og printer det sted, der passer bedst. Det varer ikke så længe, som man skulle tro, inden det bliver virkelighed.