Betydningen af at være ægte

Vores yngste forbrugere er ligeglade med oppustede varemærkeløfter. Du vinder kun generation Z’s hjerte på én måde – vær ægte.

Generation-Z-1.jpg

1995 var året, hvor modemmernes opkoblingslyd blev en del af lydbilledet i de skandinaviske hjem, virksomheder som Amazon og Ebay gjorde det muligt at begynde at købe varer på nettet, og Bill Gates var verdens rigeste mand. Nogle vil endda gå så langt som til at sige, at det var dengang, fremtiden begyndte. Måske er det ikke så mærkeligt, at det også blev startskuddet til en helt ny generation.

Generation Z består af mennesker, der er født mellem 1995 og 2009, og som er de første, der har brugt skærme og smartphones fra barnsben. Den teknologiske udvikling har været fantastisk, og samtidig er de vokset op med truslen om et stadigt hårdere arbejdsmarked, klimaændringer og en utryg omverden.

Ændrer sig hurtigt

Det er ikke så let for virksomhederne at vinde deres tillid. Generation Z er ekstremt velinformeret og stiller store krav som forbrugere. Det gælder både kvalitet, service og etik. Et negativt renommé spreder sig hurtigt via brugeranmeldelser og sociale netværk. Selv om deres købekraft endnu er lav, påvirker deres meninger andre generationer. Som influencers er de ofte opinionsledende. 

– Vores yngste generation befinder sig hele tiden i et informationsflow. Det gør dem mindre loyale end tidligere generationer. De kan hurtigt skifte mening, hvis der kommer nye oplysninger, både for og imod en organisation, siger Terhi-Anna Wilska, professor i sociologi ved Jyväskylä universitet i Finland.

Det betyder, at virksomheder og organisationer ikke kan læne sig tilbage, men hele tiden skal gøre sig fortjent til deres tillid. 

– Man kan ikke løbe om hjørner med unge mennesker, som altid har levet i en opkoblet verden. De opdager det straks, hvis nogen forsøger at snyde dem, eller hvis en påstand er nonsens. Derfor gælder det om at være ægte.

Det kan være en udfordring at vinde Generation Z’s tillid. De er mere selektive end tidligere generationer med hensyn til, hvilke varemærker de har tillid til.

Værdsætter en god historie

Generation Z er helt fra barndommen vant til en høj standard, og samtidig er de pinligt bevidste om, hvordan et højt forbrug belaster jorden. 

– Mange har formentlig dårligere samvittighed end de ældre generationer.

Det betyder, at de hele tiden er splittede og er en forbrugergruppe, der både er trendfølsom og bevidst. Prisen betyder derimod ikke særlig meget, siger Terhi-Anna Wilska.

– Mange har råd til at købe dyre produkter, når levestandarden i samfundet er høj. En høj pris har ikke længere nogen værdi i sig selv. For generation Z betyder det mere, at produktet er flot og kreativt, eller at der knytter sig en god historie til varemærket.

Man er med andre ord nødt til at kommunikere med både hjerte og fingerspidsfornemmelse, for at få den generation, som måske er sværest at nå, som kunder.