Chatbots skaber nye relationer

I Storbritannien kritiserer George Orwell det engelske sprog, og i Frankrig hjælper Cati med tv-spørgsmål. Hvad har de til fælles? De er virtuelle assistenter.

Chatbots_875x580_PNS.png

Et øget udbud af produkter og servicer har fået forbrugerne til at stille større krav til service. Kommunikationen understøttes med virtuelle assistenter og chatbots, hvor virksomheder via intelligente programmer kan interagere med deres kunder. Det er ikke et nyt fænomen. Allerede i 60'erne præsenterede MIT Artificial Intelligence Lab "Eliza", som simulerede kommunikation mellem menneske og maskine.

Chatbots styres af forprogrammerede regler. Ved at chatte med botten kan brugeren kommunikere med virksomheder og organisationer.

Kommunikationen foregår via et allerede eksisterende chatforum, så brugeren behøver ikke at downloade en separat app. H&M er en blandt mange virksomheder, der har valgt at teste trenden. Med deres bot kan man få hjælp til at finde nye produkter eller tips og nyheder inden for modeverdenen.

At arbejde med bots giver virksomheder muligheder for at forbedre og udvide deres kundeservice, dele nyheder og bistå med rådgivning. Chatbots kan på den måde styrke og udvide virksomhedens relation til sine kunder. Det er også muligt at udføre betalinger og andre funktioner i selve chatten.

Mange virksomheder og organisationer benytter sig også af virtuelle assistenter, som kan svare på mere enkle og standardiserede spørgsmål, for at forbedre deres kundeservice. Her er det nødvendigt at brugeren aktivt går ind på hjemmesiden. Så popper der et vindue op med spørgsmålet, om den besøgende har behov for hjælp til noget.

Mitsuku

Mitsuku giver sig ud for at være en 18-årig kvinde fra Leeds. I virkeligheden er det en chatbot.

I 2013 og 2016 vandt Mitsuku konkurrencen Loebner Prize. Mitsuku var den mest overbevisende til at få mennesker til at tro, at de chattede med et menneske og ikke med et computerprogram.

Loebner Prize er inspireret af Turingtesten, en test til at afgøre, om en computer udviser en intelligent adfærd og kan tages for at være et menneske. Den blev skabt i 1950 af den geniale britiske matematiker Alan Turing. For at et it-program skal kunne siges at have bestået Turingtesten, skal mindst 30 procent af deltagerne være overbevist om, at det er et menneske, de chatter med.