I dag handler det mere om at forsyne folk med tilstedeværelse end om at være først og tage sig betalt for det.
At informationen vil være fri har det heddet sig lige siden internettes barndom. Og i dag er den både uden bindinger og gratis. Nettet har gjort virksomhederne transparente og konkurrencen global – en søgning på Google siger alt.
– Er der et produkt, der er godt, så opdager forbrugerne det. Og man får fat i det, også selvom det ikke kan købes i det land, hvor man bor, siger Johan Ronnestam.
Links er hård valuta og søgeordsoptimering en vigtig nøgle til at være synlig i mængden. Men bare at tilbyde det rette produkt til den rette pris er ikke nok:
– Vi er på vej ind i en tid, hvor det handler om at være en good guy. At være ægte og ydmyg, en behagelig person – som varemærke.
Alle må være med
Et succesrigt eksempel på dette er Apple – pioneren, der efter cirka 30 år med computere sender en telefon på markedet, der ikke bare er en 3G-telefon, men også en åben applikationsplatform. En produktmæssig nytænkning, hvor hvem som helst kan deltage og bidrage med software. I den sande demokratiske ånd må alle gerne være med – også brugerne, ved at sige, hvad de mener om applikationerne.
Han trækker paralleller til mobiltelefonproducenter, der har leveret teknikken, da den var banebrydende, men har begrænset sig ved kun at sælge deres egne serviceydelser. Uden større succes.
– Det viser, at det handler mere om at forsyne folk med tilstedeværelse end om at være først og tage sig betalt for det. Apple har en mere kompleks forretningsidé end bare at lave en telefon – det er et varemærke, der har forstået det.
Og hvad er det så, man skal forstå? Jo, at teknikken driver udviklingen fremad – med stormskridt. Det, der er topmoderne i dag, kan være håbløst gammeldags i morgen. Intet er bestående, bortset fra menneskets intensive forbrug af information og kommunikation.
– Udfordringen ligger i at lære, hvordan konversationsflowet arbejder, siger Johan Ronnestam.
– Apple er verdens mest sociale virksomhed, men har ingen Twitter-konto, ingen Facebook og ingen blog. Det, man derimod har, er gode produkter, som andre tager ansvaret for at udbrede.
Betyder det, at man som virksomhed ikke behøver at være på Facebook og Twitter?
– Nej, men man skal ikke begynde at twitte bare for at gøre det. At tilpasse sig til den digitale revolution handler om at se på, hvad man er god til, og hvilke værktøjer man skal benytte for at nå ud med det. Måden at gøre forretninger på er helt forandret, og vil man tjene penge også i fremtiden, skal man tilpasse sin måde at gøre det på.